Vores glæde over hvalpen Mollie er stor, trods det faktum at uvidende individer forsøger at slå skår i glæden. Men vi er ligeglade - vi ved bedst - vi står midt i det. Vores hundehvalp er nemlig en American Staffordshire Terrier, også kaldet Amstaff, muskelhund eller kamphund. Det var hende vi faldt for, og vi søgte ikke efter en bestemt race.
Det er i orden, at omgangskredsen har sine meninger, men at en enkelt - på grund af fordomme - ligefrem afskærer sig selv og hele familien fra samværd med en hund de aldrig har oplevet, og dermed os – det er jo barnligt.
Heldigvis er hele resten af vores familier og hele den yderligere omgangskreds voksne nok til at forstå, at hundehvalpen trods alt formes af ejeren, og de nyder heldigvis også vores dejlige hund og hendes dejlige sind. I min omgangskreds findes en hunderace som ikke har ry for at være bidsk eller farlig - ikke desto mindre, har samme hund snappet og bidt efter mig 2 gange. Vores Mollie har endnu ikke gjort nogen noget.
På den anden side ved vi jo også allesammen at alle sorte stjæler, alle franskmænd spiser snegle og hvidløg, alle jøder tilbeder penge, alle kamphunde er utilregnelige og alle svenskere tager til Danmark for at drikke sig fulde i elefantøl .... eller?
Tvivlen bør komme den anklagede til gode - og min verden er ihvertfald ikke sort/hvid på dén måde. Som en kendt politiker engang sagde: "man har et standpunkt til man tager et nyt" - Se dét var en ÆGTE og dygtig politiker som mange wannabee's kunne lære af!
